PRÆSTER VED EGTVED KIRKE SIDEN REFORMATIONEN

Mads Buch 1531 – 1584
Niels M. Buch 1584 –1588
Søren Poulsen 1588 – 1639
Peter Iversen 1639 – 1659
Søren Jensen 1659 – 1696
Peder H. Storm 1696 – 1733
Knud N. Storm 1733 – 1767
Anker K. Storm 1767 – 1785
Kristian Warming 1786 – 1799
Johan P. Købke 1799 – 1818
Knud Storm 1818 – 1841
Jens Orten Bøving 1842 – 1864
J. G. Tilemann 1864 – 1875 
Sofus S. Brummer 1875 – 1896
Ssh. Kampmann 1897 – 1905
Jørgen Madsen 1905 – 1926
Sigurd Laursen-Vig 1926 – 1930
Anker Jensen 1930 – 1960
Olav C. Lindegaard 1961 – 1972
R. Munch Andersen 1973 – 1990
Stig Skat Andersen 1990 –


OLAV DEN HELLIGE

En nordmand i Egtved kirke

I det store menneskemylder på Egtved kirkes altertavle finder vi den norske kirkes helgen, kongehelgenen Olav den Hellige. Om Olav den Hellige, som før sin helgenkåring bar navnet Olav Haraldson, vides, at han fødtes på et tidspunkt mellem år 955 og 984, og at han allerede i en meget tidlig alder drog på sit første vikingetogt til Danmark og Sverige, et togt, som var præget af både vildskab, grådighed og grusomhed, men som også afslørede Olavs evner til at organisere, styre og samle. På senere togter slog Olav sig sammen med danske vikinger, og rejste rundt i både Østersøområdet og i England.
Olav måtte dog på et tidspunkt flygte til Normandiet, hvor han blev lejesoldat hos en fransk hertug. Senere igen foretog Olav rejser længere sydpå i Frankrig og helt til Spanien. Under disse rejser havde Olav en række drømme om at samle Norge til ét stort rige, hvor han selv skulle være konge. Efter en af drømmene lod Olav sig døbe i byen Rouen, og vendte kort tid efter hjem til et uroligt og religiøst splittet Norge, hvor der på ingen måde var grobund for indførelse af kristendommen, som ellers nu lå Olav stærkt på sinde. Hjem fra Sydeuropa fulgtes Olav af og med adskillige biskopper, som skulle hjælpe til med kristningen af nordmændene. Hvad der mødte dem var dog et samfund, som fortrinsvis blev regeret af jarler, høvdinger og småkonger i bygder og småriger, og som ikke uden videre lod sig rokke i religiøs overbevisning.
Olav udnævnte hurtigt sig selv til småkonge i sin hjemegn, og lidt efter lidt blev han kronet i flere og flere af de norske småriger, og stod efter en årrække tilbage som konge over hele Norge, og gjorde Nidaros (Trondheim) til sin residensby. Indførelse af kristendommen havde der dog ikke været megen tid til. Men i løbet af forholdsvis kort tid påtvang han nordmændene den nye tro, og Olav lod opføre en mængde kirker rundt omkring i sit kongerige.

Men der var nu ikke varig fred i Norge, og da Olav havde regeret i godt og vel 10 år, måtte han, efter interne magtkampe, gå i eksil i Rusland, hvor han forblev et års tid. Norge blev i mellemtiden regeret af Håkon Ladejarl, som imidlertid led druknedøden i 1029. Herefter øjnede Olav muligheden for igen at få magten i Norge. Derfor vendte han med en hær gennem Sverige tilbage til Norge, og nåede til Stiklestad nord for Nidaros. Her mødtes Olav og hans hær, som bestod af Olavs tidligere livvagter (hirden), udenlandske soldater hvervet i Sverige samt tilfældige eventyrer af en kæmpemæssig hær ledet af ikke mindre end tre vikingehøvdinger, som var stærkt utilfredse med Olav – især på grund af hans tyranniske optræden, tvangskristningen af nordmændene og den tidligere skånselsløse udryddelse af konkurrenter til tronen.
Natten til den 29. juli 1030 sov Olav trygt og godt. Han blev om morgenen, hvor han fortalte om endnu en drøm, hvori han så sig selv klatre op ad en stige og ind i himlen, imidlertid omringet af sine fjender, kaldet bondehæren. For et spyd, et sværd og en økse faldt Olav, og bondehæren havde dermed fået udryddet hovedfjenden.

Efter kongens fald vendte stemningen i bondehæren. Først hos høvdingene og siden hos bønderne. Olav blev derfor højtideligt og kongeligt gravlagt nær ved valpladsen, og der opstod rygter om at han var en hellig person. Hans drøm om himmelstigen blev set som en vision om hans egen martyrdød. Og da Olavs jordiske rester efter et år, af uransagelige grunde, blev gravet op, var de i den samme tilstand, som da han døde, og en herlig duft strømmede fra hans legeme, og han var rød i kinderne, som om han netop var faldet i søvn. Dette blev tolket som et stensikkert tegn på hans hellighed. Af den sandmile, hvor Olav først havde ligget begravet, udsprang en kilde, ved hvis vand syge fandt helbredelse for deres lidelser. Jo, Olav var den hellige!
Derfor blev han helgenkåret den 3. august 1031, og tildeltes navnet Olav den Hellige. Hans lig blev gravet op og flyttet flere gange endnu, og blev til sidst placeret i det såkaldte Sct. Olavsskrin bag højalteret i Nidarosdomkirken (Nidarosdomen), som skulle være opført, hvor Olav først blev begravet, og hvor kilden sprang. Sct. Olavskrinet blev imidlertid ødelagt efter reformationen i 1536-1537 og hans legeme har siden 1568 ligget i en ukendt grav i eller udenfor Nidarosdomen.

Hvad laver Olav i Egtved?

Middelaldermennesket forklarede sygdomme og naturkatastrofer med Guds straf, og der skulle mirakler til at ændre på dette. Gennem tilbedelsen af en helgen kunne man gøre sig håb om bedring, ligesom man kunne takke helgenerne for lykke og fremgang. I løbet af middelalderen, hvorfra et stort antal af de danske altertavler stammer, fik ethvert kristent land en helgenkonge – helst en martyr, faldet for en retfærdig sag i kamp mod ydre og indre fjender. I Norden kom Norge først med Olav, senere fulgte Danmark efter med Knud, myrdet foran alteret i Albani kirke i Odense, og til sidst kom Sverige, idet kong Erik var faldet i et slag mod en dansk konge. I tiden efter år 1000 var der blevet knyttet stærke bånd mellem pavemagtens kraftcenter i Rom og de kristne udkantsområder i nord, og Nidaros var blevet et betydeligt valfartsmål. Ret hurtigt blev altså den norske helgenkonge indskrevet i den europæiske pilgrimstradition.
I Danmark havde det nemlig givet problemer, at kong Knuds kvalifikationer og ”tegn” på hellig status udelukkende var bestemt af, at han var så heldig at befinde sig foran et alter, da de jyske bønder indhentede ham. Derfor fik Knud, i hvert fald ikke umiddelbart efter sin martyrdød, helt den samme berømmelse som Olav, som var og blev den store helgenkonge i Norden.

Hvorfor lige Olav?

Det regnes for en historisk kendsgerning, at altertavlen i Egtved kirke oprindeligt har været placeret i Sct. Nicolai kirke i Kolding. Da lensmanden på Koldinghus, Casper Markdanner, lod opsætte en ny altertavle i Sct. Nicolai kirke, lod han den hidtidige overflytte til Egtved kirke, som også hørte under Koldinghus len.
At netop Olav den Hellige er portrætteret på denne altertavle, har sin helt egen koldingensiske lokalhistorie: I 1415 – på Sct. Olavs dag, som den 29. juli hvert år i århundreder havde været fejret i den katolske kirke, tilskødede en række rigmænd på Koldingegnen et større jordareal til sognepræsten ved Sct. Nicolai kirke. Til gengæld herfor skulle sognepræsten hvert år på Sct. Olavs aften holde messer for rigmændene og deres forfædre. På samme dato de følgende år, fik sognepræsten endnu mere jord tilskødet, og det har sandsynligvis været så meget værd for præsten at mindes, at han bad om at få anbragt et helgenportræt af dagens helgen, Olav den Hellige på kirkens altertavle, som han så ved sine messer kunne tilbede og takke for sin økonomiske lykke og fremgang.

I Egtved kirke, som andre steder, hvor Olav den Hellige er portrætteret, ses han udstyret med en økse – den såkaldte daneøkse, som er kendetegnet ved et stort blad og et langt skaft, og som han måtte lide martyrdøden for. Endvidere ses han trædende på en drage med et kronet menneskehoved – et hoved, som er identisk med Olavs eget. Der kan være flere forklaringer på denne scene. Dels kan det symbolisere, at Olav prøver at undertrykke sine egne indre dæmoner, dels at han så at sige træder på og vil gøre det af med sit gamle jeg, altså den person har var, før han blev kristen.
Olavs økse i Egtved kirke er af sølvsmedene Anni og Bent Knudsen, Kolding udført i sølv, og blev ved afslutningen af den seneste hovedrestaurering i 1972 skænket af de håndværksmestre, der havde udført restaureringsarbejdet. Den oprindelige økse var nemlig gået tabt.

EGTVED KIRKE OG DENS HISTORIE

Egtved kirke er åben alle ugens dage fra kl. 8.00 til kl. 16.30  

Egtved kirke hører med sine omtrent 26 meter foruden det nyere tårn til blandt de længste romanske landsbykirker i Danmark. Kirkens sydmur er opført af tilhuggede granitkvadre, som blev sat om i 1863, da det nye tårn blev opført, ligesom der ved samme lejlighed blev indsat 5 store spidsbuede vinduer omgivet af brede rammer af røde mursten. Samtidig fjernedes våbenhus og indgangen på sydsiden. Soklen på sydsiden skifter udseende ca. 10 m fra vestgavlen, og på nordsiden er det tilsvarende stykke helt uden sokkel. Hertil gik det gamle romanske tårn med en kvadratisk grundflade på ca. 11 m x 11 m. Inde i kirken viser kraftige murpiller i både nord- og sydmuren skellet mellem det gamle tårn og kirkeskibet.Tårnet fra 1863 er noget smallere. Det er firkantet forneden og ottekantet foroven og  måler med det spidse spir 23 meter. Ved opførelsen af tårnet blev indgangen til kirken flyttet til vestgavlen og omgivet af 2 par granitsøjler. Det rundbuede tympanon indvendig over døren har ligesom søjlerne siddet ved sydindgangen, mandsdøren. Muligvis har de ottekantede inderste søjler oprindelig siddet ved norddøren eller ved koret. I hvert fald omtales ved et kirkesyn i 1861 søjler her. På kirkens nordside ses to højtsiddende romanske vinduer, der er tilmurede ligesom kvindedøren. To store vinduer som dem på sydsiden blev tilmuret ved restaureringen i 1969-72.

 

Tårnrummet

I tårnrummet fra 1863, der tjener som våbenhus, står der i det sydøstlige hjørne en runesten, der blev fundet i kirkegårdsdiget i 1863. Dens indskrift, der er mangelfuld, tydes således: ”(N.N.) gjorde disse kumler (=runer) efter Fain –att(?). Han døde i Svia. Ristede (runer br-)oder efter broder. Denne sten skarni ((= skal lyse, leve) meget længe).” Svia var en handelsplads på en ø i Mälaren. Stenen stammer fra ca. 900-1050 og er altså samtidig med Ravningbroen og Jellings storhedstid.To romanske gravsten er også anbragt her. Den ene er mandshøj med en tovsnoning omkring et rankeomslynget kors, den anden er kortere og bredere med et relief, der viser en engel, der breder sine vinger ud over en lille mandsskikkelse flankeret af to kors, og trykkende en nøgle (til dødsrigets porte?) mod den afdødes pande. De to kors kan tolkes som de to kirker Egtved og Ødsted, som hørte til pastoratet, og man gætter på, at det er en gravsten sat over en af kirkens tidligste præster.

Fra våbenhuset fører en trappe op til kirkens pulpitur og orgel. I tårnet hænger to klokker, hvoraf den ene blev anskaffet i 1595. Dens indskrift lyder: ”I 1595 lodt erlig och welbyrdig Mandt Casper Markdaner, Slotzherre på Koldinghus dene klock støb hos Mathias Benning i Lübeck.” Den anden klokke, der blev taget i brug 5. oktober 1975 ved høstgudstjenesten, har følgende indskrift: ”Denne klokke blev støbt til Egtved Kirke i året 1975 af Alfred Paccard Annecy-le-Vieux, Frankrig.” Og indskriften på midten lyder: ”Kristus er opstanden. Ære være Gud i det høje.” På den nye klokke er der tilkoblet motor, så der ringes automatisk med denne.

 

Kirkens indre

Olav Lindegaard, der var sognepræst i Egtved i årene 1961-1972 skriver i en folder om Egtved kirke: ”Straks man træder ind i kirkerummet, forundres man over kirkens store dimensioner og rolige balance i farver og arkitektur: det usædvanlige lange skib, de svære høje mure, som forneden er beklædt med et to meter højt fyrretræspanel fra renæssancen, det kraftige tætte bjælkeloft, den karakterfulde triumfvæg med sideniche og med sin spændstige korbue, der åbner ind til kirkens klenodie, det trefløjede gotiske alterskab, hvis figurer og ornamentik stråler en i møde med polérforgyldning og vidunderlige farver.” Væggene er af kløvede marksten, hvidkalkede. Loftet er fladt bræddeloft med svære bjælker af eg og norsk fyr, og gulvet i midtergangen er af gule teglstensfliser.Korbuen var oprindeligt en romansk rundbue, men da koret i senmiddelalderen fik gotisk hvælving, blev korbuen også gjort spidsbuet. I 1970 blev den ført tilbage til den oprindelige form, idet man fandt de fleste af de tilhugne korbuesten i præstegården, hvor de havde været anvendt som syldsten. Samtidig afdækkedes helt uventet en romansk dobbeltniche på hver sin side af korbuen, men kun én enkelt er nu synlig, idet resten dækkes af panel og prædikestol.For at skabe balance mellem skibet med panelerne og tårnrummet opsattes i 1970 et nyt pulpitur, der i vest bærer orglet og langs nordvæggen giver plads til 40-50 siddepladser eller et kor. Pulpituret  knytter det gamle tårnrum sammen med skibet og udfylder denne før så fattige del af kirken med sin lette trækonstruktion, holdt i grønne og gule farver og belyst af væglampetter. Renæssancepanelet er 30 meter langt og står med sine 64 arkadefyldinger i ubehandlet fyr med enkle, sorte stafferinger og omslutter det oprindelige skib med sin patina i fin harmoni med den romanske døbefonts arkader, prædikestolens tilsvarende renæssancebueslag og i midten bindende det hele sammen den romanske korbue.

 
Dødedansen

Ved restaureringen i 1969 - 1972 fandt man i skibet små rester af kalkmalerier svarende til korets. Så engang i sidste halvdel af 1400-tallet har skibets vægge antageligt været dækket på samme måde, men de er senere blevet overmalet, og blev kort før 1900 totalt ødelagt, da hele kirken blev glatpudset indvendig, efter at alle gamle kalklag var banket af.Træpanelet blev dog ikke fjernet ved den lejlighed, men i 1969 tog man det ned for at istandsætte det, og da dukkede rester af rødbrunt og gråt figurmaleri op. Konservatorer fra Nationalmuseet fandt snart ud af, at det var en ”dødedans”, og menighedsråd og alle sagkyndige var enige om, at maleriet skulle bevares. Billedet blev overført på lærred og trukket af væggen, restaureret og igen overført på glasfiberplader, som så blev sat på væggen oven over panelerne. To vinduer måtte mures til for at skaffe vægplads nok.Maleriet er 10 m langt og ca. 1½ m højt. Der er 22 figurer i et svagt antydet landskab. Hovederne, der ragede op over panelet, er gået tabt, men det kan ses, at det drejer sig om en række samfundslag: konge, biskop, munk, borgmester, der hver for sig af en dødningeskikkelse søges overtalt til at danse med i en makaber kædedans, men nødig vil følge opfordringen. Klædedragterne viser fornemme herrer fra Christian den andens og Frederik den førstes tid, altså begyndelsen af 1500-årene kort før reformationen.

Mod øst finder frisen sin forklaring i den store indskrift, der minder om Jesu pine og død, og som en bøn er rettet til smertensmanden med alterkalken, altså Kristus, der har givet sit legeme og blod til syndernes forladelse og overvundet døden.

Bønnen lyder (i nudansk oversættelse): "O korsets ophøjelse / O uskyldigt blod / O store martyrium / O Kristi nød / O dybe vunder / O blodets flod / O hvasse stokkeslag / O beske galdedrik / O spydets stik / O hjertets brist / O dødens bitterhed / O Guds nåde hjælpe mig til evinde(lig salighed . Amen)  

Bønnen kendes fra et pergamenthåndskrift fra 1497.

Dansefrisens maler har ikke været den store kunstner; han har sandsynligvis tegnet af efter en bog, og forbilledet har utvivlsomt været det berømte dødedansbillede i Lübeck, malet 1463 og ødelagt under 2. verdenskrig.

I Danmark er der yderligere bevaret et par mindre billeder af en dødedans, nemlig i Nr. Alslev kirke på Falster og i Jungshoved kirke ved Præstø, begge ligeledes fra slutningen af 1400-tallet.


Døbefonten

Kirkens ældste inventar, døbefonten, hører til en gruppe af arkadefonte, som findes i Syd- og Østjylland og stammer fra 1100-tallet, og er således jævnaldrende med kirken. Soklen er kvadratisk med en menneskeskikkelse i hvert hjørne, de tre siddende, og en stående, som er en kvindeskikkelse. På det profilerede skaft hviler en bægerformet kunne smykket med en kreds af udhugne arkader. I hver af dem ses et fladt relief, et kors eller et livstræ. I kummen ligger et messingfad med en fremstilling af Kristi fødsel og dåb og scenen, hvor Jesus velsigner de små børn. Indskriften langs randen nævner giveren. Dåbskanden fra 1929 er ligeldes af messing.

 

Epitafier og præstetavle

Da helgenaltrene ved reformationen blev taget ned, forekom kirkens vægge folk underligt nøgne, og det blev snart skik at ophænge epitafier, mindetavler over afdøde, ”Gud til ære, kirken til beprydelse og en selv til ihukommelse.” To sådanne er bevarede i Egtved kirke. Det ene, udført i renæssancestil meget lig prædikestolen, er opsat i 1622 af kaptajn Jens Rasmussen i Hjelmdrup til minde om hustru og to små børn. Det oprindelige midterfelt har været har været et maleri, men er nu erstattet af en præstetavle.Det andet er en mellemting mellem et epitafium og en præstetavle. Det er opsat af Peder Hansen Storm, der var præst 1696-1733, og fortæller på latin, at der i de 190 år efter reformationen kun har været 5 præster i Egtved og alle af samme familie. Nederst på tavlen har Peder Hansen Storms søn – også på latin – fortalt om sine hæderværdige og salige forældre.På søjlen til venstre nævnes de første præster, og på den højre efterfølgere indtil 1926. Stentavlen omgives af en pragtfuld egetræsramme udskåret efter tidens smag omkring år 1730.

 

Koret

Ved en restaurering af koret i 1917 fandt man overkalkede kalkmalerier på alle hvælvinger. Mod øst over altertavlen ses Kristus som verdensdommeren siddende på regnbuen og støttende fødderne på jordkloden. Over ham basunblæsende engle. Det er et motiv fra Johannes’ åbenbaring (kap.1,16), hvor der står, at der udgår et tveægget sværd fra hans mund. Sværdet peger mod de fortabte, som gesvindte små djævle tager sig af, mens de udvalgte går ind til Guds herlighed. Ved Jesu sider står Johannes Døberen og Jomfru Maria, mens Sct. Peter tager imod de frelste ved himlens port. Mod vest er den centrale skikkelse en engel, der blæser i dommedagsbasunen, så de døde myldrer op af gravene. I syd viser en engel Kristi ”våbenskjold”, en fremstilling af lidelseshistorien med mange detaljer: Der vises alle de redskaber, der anvendtes ved den lejlighed, lige fra de 30 sølvpenge, som Judas fik udbetalt, til de terninger, som vagtsoldaterne anvendte, da de spillede om Jesu kjortel. Selv disciplens Peters sværd og Malkus' afhuggede øre er kommet med. I højre side af skjoldet rækker en stor hånd fra oven velsignende ned mod korset, o i venstre side ses otte hoveder, to og to i fire rækker under hinanden. De til højre er hver gang et Kristushoved med korsglorie, mens de til venstre bærer forskellige hovedbeklædninger, og det hele tolkes som Kristi møde med Judas, Herodes, Kaifas og Pilatus - altså en kort gengivelse af processen mod Jesus. Mod nord følger så processen mod det enkelte menneske. Ærkeenglen Sct. Michael løfter en stor vægt, i hvis venstre skål har været en menneskesjæl; og mens smådjævle hiver ned i højre skål, hjælper Maria og et par engle menneskestaklen, og Sct. Michael snyder lidt ved at lægge en hånd på skålen også. Det er en motivrække, der svarer godt til dødedansemotivet på nordvæggen i skibet.

 

Prædikestolen

Prædikestolen med den 6-kantede lydhimmel er et karakteristisk renæssancearbejde i egetræ med rig udskæring. På hjørnerne er der søjler og mellem dem arkader med evangelistfigurer. Nedenunder er udskåret skriftsteder på dansk. I vestfaget findes Casper Markdanners og hans hustru Sophie Oldelands våbenskjold. På lydhimlen findes Christian 4.s og dronning Anna Kathrines navnetræk og årstallet 1608.

 

Altertavlen

Altertavlen er fra midten af 1420’erne og er blevet til i Nordtyskland, antageligt i Lübeck. Det er en skabstavle med et 2 meter bredt midterskab og to 1 meter brede sideskabe. Mere end 40 udskårne figurer er fastgjort til bagklædningen. I midterfeltet ses øverst korsfæstelsen af Kristus, flankeret af de to korsfæstede røvere. De to røvere er fæstet til T-kors ved at armene er tvunget bagover tværbjælken og bundet dér. To forgyldte svævende engle er parate til at modtage Kristi og den gode røvers sjæle.  Forneden ses en menneskemængde: Til venstre den besvimende Jomfru Maria, der bl.a. støttes af Johannes. Til højre forskellige personer, deraf 5 til hest. Med en af rytterne er der tænkt på den romerske soldat, der stak sit spyd i den døde Jesus, og som legenden har kaldt Longinus, og gjort blind på det ene øje; men Kristi blod ramte ham i øjet og helbredte ham. En grov mandsperson med en kurv, hvori naglerne har ligget; en skriverdreng, der skriver korsets indskrift: ”Jesus af Nazareth, Jødernes Konge” efter diktat af en fornem person. En fornemt klædt kvinde med buet næse og turbanlignende hovedtøj i midtergruppen er ukendt, men der gættes på, at hun kan være Maria Magdalene eller Pilatus’ hustru. I midterskabets sider flankeret af slanke søjler ses foroven til venstre Sct. Anna Selvtredie og forneden Sct. Georg, der dræber dragen. Foroven til højre ses en biskop, muligvis Sct. Nikolaj, og forneden Sct. Olav, den norske kongehelgen. I sideskabene ses de 12 apostle.

I fastetiden blev disse strålende figurer skjult ved, at sidefløjene lukkedes ind foran midterskabet, men da sideskabene var dobbelte, beholdt tavlen sin fulde bredde. Nu sås de ellers skjulte sider af sidefløjene, den såkaldte ”anden stand”, der i 8 billeder viste lidelseshistorien: Nadverens indstiftelse, Jesus i Gethsemane, Judaskysset og Jesus for Pilatus i øverste række. Nederst: Hudstrygningen, Tornekroningen, Jesus fremvises for folket (”Ecco Homo”) og Vandringen med korset med legendens Veronika med tørklædet. Disse billeder er ret dårligt bevarede, men har været af meget høj kunstnerisk kvalitet.

I 1858 blev tavlen malet i empirestil, baggrunden blå og figurerne hvide. Al gammel maling blev skrabet af! Ved restaureringen i 1917-22 gav maleren Harald Munk dem farver igen, og kunstmaleren Åge Sørensen, der tog sig af alle kirkens farver ved restaureringen i 1969-1972, fik frie hænder, efter at altertavlen havde været et halvt år på Nationalmuseets konserveringsanstalt. Ud fra kendskab til altertavler af samme type og fra samme tid gav han altertavlen en udsmykning, der er den værdig.


Grave og gravsten

I koret beretter den ene af de to opsatte gravsten om provsten Søren Poulsen og hans hustruer og børn. Han døde i 1640 og blev begravet i et muret gravkammer i koret, der var så stort, at pastor Knud Storm, der døde i 1774, også blev stedet til hvile i ”Herr Søren Poulsens ligstue”. Faderen Peder Hansen Storm indrettede før sin død i 1742 et gravkammer i det gamle tårns sydside. Her blev også generalmajor Ingenhaven gravsat i 1718 af sin hustru Øllegård Rantzau, der selv blev begravet der i 1750. Ved restaureringen i 1863 blev disse kister sænket ned under gulvet. 

Den anden gravsten fra 1600-tallet på korets nordvæg har en ukendt historie. Stenen har tidligere været placeret udendørs på topstensbelægningen ved tårnets sydside, og var med tiden blevet beskadiget. I 1994 blev stenen restaureret, og fandt herefter sin nuværende placering i koret side om side med Søren Poulsens gravsten.

I midtergangen ligger to nedslidte gravsten, hvoraf den ene er over herredsfogeden Bertel Jensen Krogh i Bølling. 

 

Orglet

Kirkens nuværende orgel er fra 1952, bygget af Marcussen og Søn i Aabenraa. Samme orgelbyggeri stod i 1997 for ombygningen og udvidelsen af orglet fra 14 til 17 stemmer.


OLAV DEN HELLIGE

FOTOS FRA EGTVED KIRKE

Kirken set fra syd
Kirken set fra sydøst
Tårnet
Tympanon
Runesten i våbenhuset
Gravsten med tovsnoninger i våbenhuset
Gravsten - sandsynligvis over en af kirkens tidligste præster
Kirkens nyeste klokke fra 1975
Kirkens ældste klokke fra 1595
Dødedansen
Døbefonten
Skib og kor set fra våbenhuset
Epitafium / Præstetavle
Epitafium / Præstetavle
Loftet i koret
Østkappen
Vestkappen
Nordkappen
Sydkappen
Prædikestolen
Altertavlen
Provst Søren Poulsens gravsten fra 1640
Gravsten fra 1600-årene med ukendt historie
Orglet - Marcussen og Søn, 17 stemmer